Kulør på attraktionerne
Christiane Bech og Anne-Sophie Bech har fået malebogen – i voksen- og børneudgave – fra trykkeriet. Mandag lander den i butikkerne. PR-foto
Glem de fortrykte postkort – nu er kommunen klar med et “mal-selv portræt” af Ringkøbing-Skjern Kommune.
27 jun. 2019 kl. 12:37
Expressbureauet express1@jfmedier.dk
Ringkøbing-Skjern: En malebog er ikke kun for børn. Det er man helt med på i Ringkøbing-Skjern Kommune, der nu har udgivet en mindfulness malebog, der portrætterer kommunen, udpeger nogle af de mere ukendte perler og i korte tekster giver en introduktion til kultur og historie.
Det er multimediedesigneren Anne-Sophie Bech, der i samarbejde med Ringkøbing-Skjern Museum står bag bogen. Projektet er støttet af LAG-midler.
Malebogen ånder af Vestjylland og bidrager med en kulturhistorisk fortælling, og den fungerer som en guide til nogle af de kendte og mindre kendte steder i kommunen. Malebogen bærer titlen “Colour Your Holiday” og kommer i to forskellige udgaver; en til voksne med historier fra 30 forskellige attraktioner og mandala-lignende detaljerede illustrationer, som man selv farvelægger – og en til børn, hvor tegningerne er mere simple i stregen.
“Ukendte” seværdigheder
Begge udgaver er krydret med tekster, der – igen i en voksen- og en børneudgave – kort og godt fortæller historien om seværdigheden på dansk, tysk og engelsk. Blandt motiverne er Bork Vikingehavn, Hover Kirke, Danmarks Flymuseum, Fiskeriets Hus, Lyngsmosefæstningen, Jyllands Park Zoo, Reberbanen i Skjern og Hattemagerhuset i Tarm.
– Vi opdagede undervejs, at der er rigtig mange attraktioner og virkelig seværdige steder i kommunen, som folk ikke rigtig kender. Dem ville vi godt sætte fokus på, forklarer Anne-Sophie Bech og tilføjer, at rigtig mange stresser af med mindfulness-tegninger og bruger dem som kreativ kunstterapi.
Derfor forventer hun, at malebogen vil blive købt af lokale såvel som af turister, der går efter den atypiske souvenir, tager den med på stranden eller som bliver fanget i et sommerhus i regnvejr og kaster sig over de detaljerede tegninger som afstresning og ro.
“Colour Your Holiday” udkommer 1. juli og sælges herefter hos boghandleren, i museumsbutikkerne og hos de fleste af de seværdigheder, der portrætteres i bogen.
Kilde: https://dbrs.dk/artikel/kul%C3%B8r-p%C3%A5-attraktionerne