Projekt “Tegn og mal din kommune: Ringkøbing-Skjern”
Projektet blev støttet i 2019 af de såkaldte LAG-midler under Ringkøbing-Skjern Kommune, under “den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne: Europa investerer i landdistrikterne”.
Projektets idé og formål
(Teksten er et uddrag fra ansøgningen)
AS Visuals er ejet af en ung iværksætterkvinde, som er født og opvokset i Ringkøbing-Skjern Kommune og har startet egen virksomhed, placeret på Innovest i Skjern. AS Visuals beskæftiger sig med grafisk design og illustrationer. I projektet “Tegn og mal din kommune: Ringkøbing-Skjern” vil AS Visuals udvikle og producere to lokalt forankrede malebøger, en for børn og en “stress af”-malebog for voksne, som hver indeholder ca. 40 illustrationer samt historier på 3 sprog (dansk-tysk-engelsk) af mindst 30 seværdigheder fra hele Ringkøbing-Skjern Kommune. Malebøgerne skal indgå i forskellige kulturelle og turisme aktiviteter på besøgsstederne i samarbejde med Ringkøbing-Skjern Museum og Ringkøbing Fjord Turisme i hele projektperioden, samt efter afsluttet projekt.
Hovedformålet med projektet er at præsentere og promovere Ringkøbing-Skjern Kommunes seværdigheder på en ny og anderledes måde for besøgende og lokale. Projektet ønsker at give de besøgende i Naturens Rige en ny vinkel og relation til området ved at udvikle en stedbunden kulturel fortælling kombineret med et flot kreativt design. Det kan bidrage til en ny og anderledes markedsføring af kommunens seværdigheder og skabe nysgerrighed hos gæsterne for yderligere udforskning af Naturen Rige og på den måde også give en større omsætning til kommunens lokale virksomheder.
Ikke mindst vil det være med til at brande AS Visuals’ kunstneriske ressourcer, samt skabe og videreudvikle eget nicheområde til gavn for hele lokalområdet. Projektet vil medvirke til en bevarelse og videregivelse af den lokale kulturarv med børn som kulturambassadører.
Malebøgerne vil kunne købes på mange af de forskellige besøgssteder/seværdigheder samt andre lokale forretninger. Malebogen kan bruges alene men kan også være en social aktivitet som vil give mere kvalitetstid og trivsel. Brugeren vil få muligheder for fordybelse i områdets kulturhistorie og oplevelser gennem de stedbundne historier samt afslapning, kreativitet, innovation og fællesskab.
Projektets aktiviteter
Projektet blev gennemført fra 1. februar 2019 til 30. april 2020. Der blev efter aftale med besøgsstederne afholdt tegneworkshops for børn og voksne, hvor både børn og voksne, lokale som turister kunne deltage i ved at betale entré på stedet. Tegneren Anne-Sophie Bech stod for workshoppene og malebøgerne, som blev udviklet under projektet kunne købes. Herudover deltog vi med aktiviteter på markeder, skoler, festivaler, m.m.
Der blev oprettet en Facebook-gruppe, hvor man kunne uploade tegninger, og hvor man kunne kommentere andres tegninger.
Aktiviteterne løb fra 1. juli til 1. marts 2020. I alt deltog knap 2000 voksne og børn.
For flere oplysninger om projektet, kontakt projektkoordinator: Christiane Bech, +45 61 66 28 09, mail: cb@as-visuals.dk.
For at komme i kontakt med tegneren, kontakt Anne-Sophie Bech, + 45 61 70 43 57, mail: asb@as-visuals.dk.